Faxes førstemand revser nu konkurrence, hvor sagsbehandlere skulle komme op med ”vilde forslag”
27.01.2012 kl. 09.40
Det er ikke i orden, at Faxe Kommunes børn- og ungeafdeling har bedt sagsbehandlerne om at komme med forslag til, hvordan kommunen kan undgå at anbringe børn uden for hjemmet, lyder det fra borgmester Knud Erik Hansen (S).
Socialrådgiverne i Faxe har modtaget en mail, hvor der udloves en dusør på 20.000 kroner, hvis de har et "vildt forslag" til at undgå anbringelse af børn, så kommunen kan spare nogle penge.
- Jeg blev først orienteret torsdag om, at vi havde en sådan praksis, og jeg må sige det er et klart fejlskud. Vi lægger netop vægt på i kommunen, at vi skal finde de bedste løsninger. De må gerne være billige, men ikke billige for enhver pris, siger Knud Erik Hansen til DR Sjælland.
Soucschef i Børns Vilkår Bente Boserup stempler ordningen som fuldstændig uetisk, ufaglig, og ulovlig, mens udvalgsformanden i Børn- og Familieudvalget i Faxe Kommune kræver en redegørelse fra forvaltningen.