Hun trak mere end tre millioner ud af Roskilde og Lejre Kommuner. Før hun kan dømmes, skal hun mentalundersøges
27.01.2012 kl. 07.35
Det lykkedes at hive mere end tre millioner kroner ud af Roskilde og Lejres kommunekasser, før den 46-årige kvinde blev opdaget.
Kvinden var i retten onsdag i denne uge, hvor hun ifølge retslisterne, ville tilstå bedrageriet. Sagen blev udsat, fordi hendes forsvarer først vil have hende mentalundersøgt, oplyser anklager Jens Berger til Roskilde Avis.
- Hun har det skidt, siger kvindens advokat Hanne Rahbæk.
Udsat tre måneder
Svindlen begyndte for fem år siden i den gamle Ramsø Kommune, som senere blev til Roskilde.
Derefter skiftede hun job og fortsatte svindlen i Lejre Kommune. Mere end tre millioner blev det til, før man i Lejre fandt ud af bedrageriet.
Kvindens advokat går ud fra, at sagen kommer for retten igen om tre måneder.