71-årig forbydes at rydde sne

Aabenraa Kommune beder borger om at stoppe med at rydde sne for sine naboer

26.01.2012 kl. 09.44

I ti år har 71-årige Frode Christiansen stævnet ud i sin gamle blå Ford-traktor for at rydde sne for sine naboer i landsbyen Hostrupskov ved Aabenraa. Men nu bliver han bedt om at lade traktoren stå i garagen.

Aabenraa Kommune har nemlig skrevet et brev til Frode Christiansen, hvor det fremgår, at snerydning på offentlig vej er en kommunal opgave, skriver JydskeVestkysten.

Frode Christiansen har ellers kun de veje i Hostrupskov, der er kategoriseret som D veje, og hvor kommunens vinterkøretøjer ikke kommer.

Men kommunens vinterregulativ forbyder privat snerydning på offentlig vej, påpeger forvaltningen.

Vil genoverveje sagen

Formanden for teknik og miljøudvalget i Aabenraa Erwin Andresen (S) vil dog undersøge sagen igen.

- Forvaltningen har handlet helt korrekt ved at sende brevet ud, men vi har måske ikke været opmærksomme nok, da vi udformede regulativet, så der også var plads til, at borgerne kunne yde en egenindsats, siger Erwin Andresen til dr.dk/p4.

Frode Christiansen har allerede varslet, at han efter brevet vil sætte sin traktor til salg, men det behøver han ifølge Erwin Andersen ikke at gøre endnu.

- Jeg skal nok sørge for at vi tager kontakt til ham, og får lavet en aftale om det her. Men det er vigtigt, at folk der gerne selv vil lave noget, tager kontakt til os. Vi har jo ansvaret i sidste ende, fortæller han.

 

Kommenter denne nyhed
Svar på dette indlæg: 71-årig forbydes at rydde sne
  •  
Svar på: 71-årig forbydes at rydde sne

Snerydning

Af: Sv. Bohl - den 26.01.2012 kl. 13:44 Anmeld kommentar


Skrankepaver.
Den i forvaltningen som har skrevet det til Frode Christiansen kan da ikke være en logisk tænkende M/K.

Svar på denne kommentar

Nyhedsbrev