23.01.2012 kl. 07.35

Ansatte i oprør over privat jobfirma

Fyring, forflyttelse og utilfredse medarbejdere, der trues til tavshed, har skabt konflikt i jobcenter i Syddjurs
tekst Mads Anker

Der er ballade på jobcenteret i Syddjurs Kommune.

En lægekonsulent er angiveligt blevet fyret efter at have kritiseret kommunens samarbejde med et privat jobfirma, mens en teamleder er blevet forflyttet og andre medarbejdere truet til tavshed. Det skriver Avisen.dk

Arbejdsklimaet på jobcenteret er så betændt, at der er indkaldt til forhandlinger med medarbejderne og deres fagforeninger.

- Der hersker utryghed og frustration blandt de ansatte, fordi tillidsrepræsentanter er blevet kaldt til orden, når de har påpeget problemer, fortæller formand for HK/Kommunal i Østjylland Hans-Henrik Hansen.

Tvivl om retssikkerheden

Konflikten har sin rod i de private jobfirmaer Institut for Serviceudvikling og Varda Jobservice, der også hedder ISU/Varda. De har taget sig af en del af kommunens forvaltning af sygedagpengesager, og i flere tilfælde har de truffet afgørelser om lukning af borgeres sygedagpenge, der ifølge eksperter i socialret er "klart ulovlig".

I en række artikler i Århus Stiftstidende er samarbejdet med ISU/Varda blevet stærkt kritiseret.

- Der har hersket uklarhed om kompetencefordelingen mellem jobcenterets ansatte og de private jobkonsulenter. Og det har skabt bekymring for, om retssikkerheden overholdes, og om der forekommer vilkårlighed i sagsbehandlingen, siger Hans-Henrik Hansen.

Utrolig træls

Syddjurs Kommune afviser, at der skulle være noget større oprør på vej i jobcenteret.

- Der er 81 medarbejdere, og vi kan konstatere, at enkelte har været uenige i den måde, som vi har arrangeret samarbejdet med ISU/Varda på, siger Jørgen Andersen, der er direktør for Beskæftigelses- og Socialafdelingen.

ISU/Vardas indehaver Emil Raun finder polemikken omkring hans jobfirma 'utrolig træls'.

- Vi har begået fodfejl, det er fuldstændig rigtigt, men det er jo ikke noget, der som sådan har haft betydning for sagsbehandlingen. Men nu kører der en fornuftig dialog, og vi henviser til kommunens udmelding om, at de fortsat støtter op om vores arbejde, siger han.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ansatte i oprør over privat jobfirma Felter med * skal udfyldes
 
Af: Kurt A. Nissen
Arbejdsskadeforeningen AVS
Den 23.01.2012 kl. 08:53

Lyt til medarbejderne

svar på: Ansatte i oprør over privat jobfirma

Enkelte har været uenige, med de ord fejer direktøren kritikken ind under gulvtæppet.
Lyt til medarbejderne som har skoen på i Jobcentret, de mærker hvor den klemmer, direktøren har åbenbart taget sikkerhedssko på og derfor mærker han ikke noget.
Det private jobfirma erkender at have begået fodfejl, så der har været noget om kritikken.
Regeringen må snart komme med klare retningslinier for brug af private jobfirmaer til at udfører arbejde for et Jobcenter.
Det må og skal være en retsikkerhed for brugerne som også er de syge og arbejdsskadede, de skal ikke presses men hjælpes tilbage til mest muligt selvforsørgelse.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger