18.01.2012 kl. 07.52

Regnskab lander i plus

En tilfreds borgmester konstaterer, at Aabenraa Kommune har brugt 26 millioner kroner mindre end budgetteret

For første gang i Aabenraa Kommunes historie overholder kommunen det oprindelige budget.

Det er en tilfreds borgmester, der kan konstatere, at der er brugt 26 millioner kroner mindre på udgifter til servicedrift end det oprindelige budget lød på.

- Det er særdeles positivt. Især fordi vi med meget stor sandsynlighed undgår at skulle betale en straf til staten, siger Tove Larsen.

Ved udgangen af 2011 var kommunens kassebeholdning på 19,8 millioner kroner mod et minus på knap ni millioner kroner ved udgangen af 2010.

Ifølge borgmesteren er der dog stadig plads til forbedring i kommunens økonomi. Regnskabet for overførselsområdet udviser et betydeligt merforbrug på blandt andet sygedagpenge og ledighedsydelse, som dog ikke er gjort endeligt op endnu.

- På dette område regner vi med, at vi via den analyse, som vi har igangsat sammen med KL’s konsulenter, får ekspertbistand og vejledning, så vi også her overholder budgetterne fremover, siger Tove Larsen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Aabenraa: Regnskab lander i plus Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger