17.01.2012 kl. 09.27

Ny Øresundsbro på dagsordenen

Nødvendigt med en snarlig dansk stillingtagen, siger Helsingørs borgmester forud for konference i dag

Skal Danmark have en fast forbindelse mellem Helsingør og Helsingborg?

Det spørgsmål er genstand for en indgående drøftelse, når 150 danske og svenske politikere, eksperter samt erhvervs- og borgerrepræsentanter mødes til en konference på Christiansborg i eftermiddag.

Anledningen er, at den svenske regering aktualiserer en HH-forbindelse med rapporten ”Ny fast förbindelse över Öresund", som blev offentliggjort i november.

Den viser, at der er et behov for en ny fast forbindelse over Øresund som en nødvendig følgeinvestering af Femernforbindelsen, der vil øge presset på den eksisterende Øresundsforbindelse samt infrastrukturen i og omkring København.

Det haster

Den svenske regering har besluttet at inkludere spørgsmålet i den fremtidige infrastrukturplanlægning, mens der afventes en stillingtagen fra dansk side.

Helsingørs borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) siger, at det haster med, at Danmark nu kommer på banen.

- Efter at den svenske regering har nikket til at arbejde videre med en fast HH-forbindelse, er det helt nødvendigt, at der også på dansk side igangsættes nærmere undersøgelser, siger borgmesteren.

På konferencen i dag deltager han i en politisk paneldebat sammen med Albertslunds borgmester Steen Christiansen (S), der er KKR’s formand i Hovedstaden og regionsformand Vibeke Storm Rasmussen (S). Fra Folketinget deltager Karin Gaardsted (S), Martin Geertsen (V) og Kim Christiansen (DF).

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny Øresundsbro på dagsordenen Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger