11.01.2012 kl. 14.40

Rygepauser på egen regning

Byrådet i Odense har slået fast, at kommunens ansatte selv skal betale for deres rygepauser

Hvis de ansatte i Odense Kommune vil have en cigaret i arbejdstiden, så skal de selv betale for rygepausen.

Det står fast, efter byrådet har besluttet, at man ikke må ryge i arbejdstiden i kommunen. Ganske vist kan man beslutte lokalt, at der ikke er rygeforbud. Men der må ikke bruges arbejdstid på at stille rygetrangen. Det skriver foa.dk

- Der er ingen tvivl om, at man skal flekse ud, hvis man vil ryge, og det i øvrigt er tilladt på ens arbejdsområde. Det gælder også, hvis man vil ryge i frokostpausen, siger Karin Petersen, der er fællestillidsrepræsentant for de ansatte i hjemmeplejen.

Politikken skal håndhæves for alle

Det har egentlig været sådan siden 2007, hvor byrådet vedtog, at kommunen er røgfri. Politikken har dog kun været håndhævet over for nogle grupper. Nu skal den håndhæves for alle.

- Uanset om det lokalt besluttes, at der ikke er rygeforbud, skal den eksisterende rygepolitik overholdes. Det fremgår tydeligt af rygepolitikken, at man ikke må ryge i kommunale bygninger og ikke i arbejdstiden, står der i et brev fra kommunens direktør til alle ansatte.

- Uanset hvad der hidtil har været gældende praksis på en arbejdsplads skal rygepolitikken overholdes og al rygning foregå udenfor arbejdstiden, hedder det i brevet.

Opfordrer til ens regler

Rygepolitikken skal nu drøftes i de lokale MED-udvalg, men det er i sidste ende de lokale ledelser, der skal afgøre, om det overhovedet skal være muligt at ryge indenfor deres område.

Karin Petersen opfordrer til, at der bliver ens regler inden for det enkelte område.

- Det er ikke til at tænke på, hvis der skulle være forskel på reglerne for eksempel i de forskellige distrikter i hjemmeplejen eller mellem plejecentrene, siger hun.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Rygepauser på egen regning Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger