10.01.2012 kl. 12.43

Stop for nye boliger i landsbyer

En afgørelse i Natur- og Miljøklagenævnet gør det svært for Viborg Kommune at bygge nye boliger i de små byer

Det bliver fremover svært for Viborg Kommune at give tilladelse til nye boliger i de helt små bysamfund.

Natur- og Miljøklagenævnet har nemlig givet Danmarks Naturfredningsforening medhold i, at det var mod Viborg Kommunes planlægning, da de gav tilladelse til at opføre en ny bolig i den lille by Fårup.

Planlovens bestemmelser er meget restriktive om, hvad man kan bygge i de såkaldte landzoner, hvilket et flertal i Natur- og Miljøklagenævnet nu understreger.

- Det vil vi naturligvis tage til efterretning, men det ærgrer os, at konsekvensen må blive, at det stort set ikke er muligt at give tilladelse til nye boliger i de helt små bysamfund i kommunen, siger Jens Ravn, der er formand for Viborg Kommunes Klima- og Miljøudvalg.

Må kun udfylde ”huller”

Fårup er nemlig en af de 23 landsbyer i Viborg Kommune, hvor der ikke er planlagt nogen specifik udvikling for byen. Hvilket betyder, det er kommunens politik, der kun må udfyldes ”huller” i landsbyens husrækker.

- Klima- og Miljøudvalget vil gerne give de små bysamfund mulighed for, at der kan bygges enkelte nye boliger i de ”huller”, der måtte være mellem de eksisterende boliger. Derfor har vi givet tilladelse i dette tilfælde i Fårup, siger Jens Ravn.

Men ifølge Natur- og Miljøklagenævnet levede tilladelsen til den nye bolig ikke op til kravene.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Stop for nye boliger i landsbyer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger