05.01.2012 kl. 10.14

Lup på det sociale serviceniveau

Kommuner er meget optaget af at beskrive serviceniveauet for udsatte børn og unge, viser ny evaluering

Kommunerne er i fuld gang med at beskrive de forskellige serviceniveauer på det specialiserede område.

Det fremgår af en netop offentliggjort evaluering, som det kommunale og regionale evalueringsinstitut KREVI har foretaget for Social- og Integrationsministeriet.

Det er især på området, der dækker anbringelser af udsatte børn og unge, der har kommunernes bevågenhed. Hele 94 procent af de undersøgte kommuner har udstukket retningslinjer for medarbejdere, der skal vurdere og tage stilling til særlige ydelser på dette felt.

Mindre fokus er der på beskrivelse af serviceniveauet for anbringelse af børn og unge med funktionsnedsættelse. Her har kun halvdelen af kommunerne gjort arbejdet.

Budgettet er en drivkraft

Overordnet set gælder, at det er de kommuner, der har haft sværest ved at overholde budgetterne, som er mest fremme i skoene, når det gælder serviceniveau-beskrivelser.

- Samtidig fylder økonomiske afgrænsninger af serviceniveauet faktisk relativt lidt i beskrivelserne. Kommunernes beskrivelser er typisk tydeligere på, hvilke målgrupper der kan få hvilke ydelser – end på ydelsernes omfang og pris, konstaterer projektleder Hanne Søndergård Pedersen i en pressemeddelelse.

Ifølge rapporten ser status sådan ud, at en tredjedel af kommunerne er i gang, og en anden tredjedel er færdig med at beskrive serviceniveauer.  Evalueringen omfatter kontakt til 84 kommuner, hvoraf de 32 kommuners beskrivelser indgår i undersøgelsen. Læs mere i vedhæftede rapport.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Lup på det sociale serviceniveau Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger