29.02.2012 kl. 07.00

Borgmester opfordrer til boykot

Haderslevs borgmester mener, man bør boykotte BRFkredit, der ikke vil give lån til boliger på Årø
tekst Mads Anker

Efter at det kom frem, at BRFkredit ikke har lyst til at låne penge ud til huskøb på Årø ud for Haderslev, opfodrer borgmester Jens Christian Gjesing (S) danskerne til at boykotte kreditforeningsinstituttet.

- Der er kun én reaktionsmulighed, og det er at bede borgere om at vende sig fra BRFkredit og så finde nogle kreditinstitutter, der har en ordentlig social profil og tager et samfundsmæssigt ansvar - også for udkantsområderne, siger Jens Christian Gjesing til Ritzau.

- Jeg synes, at det er forargeligt og chokerende, at man vil gøre det endnu mere vanskeligt at skabe udvikling på øer og i udkantsområder, siger borgmesteren.

De har selv skabt boligboblen

Jens Christian Gjesing har fuld forståelse for, at kreditinstitutterne ikke bare kan kaste penge efter hvad som helt – især ikke i krisetider. Men det er alligevel ikke en undskyldning for at lave såkaldte sorte udlånshuller på danmarkskortet, mener han.

- De har selv været med til at skabe en boligboble ved at låne penge ud til spekulationsbyggerier rundt omkring. Og det er ved gud ikke på Årø, de her penge er blevet tabt - det er sket centralt i landet, siger Jens Christian Gjesing.

Til Jyllands-Posten har kreditdirektør Torben Hansen fra BRFkredit forklaret, at "omsætteligheden på Årø er af en sådan karakter, at vi ikke ønsker at belåne ejendommene på øen". Men det giver Haderslevs borgmester ikke meget for.

- Det her handler faktisk om, at der er en bolig, der er i gang med at blive solgt - og så stopper BRFkredit omsætningen ved ikke at ville give et lån. Det er ikke fordi, man ikke kan sælge en bolig. Så nej, jeg kan ikke forstå det, fastslår Jens Christian Gjesing.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester opfordrer til boykot Felter med * skal udfyldes
 
Af: Rita Jensen
privat
Den 29.02.2012 kl. 12:53

Tøv en kende

svar på: Borgmester opfordrer til boykot

Hvis det er så usædvanligt - og så forfærdeligt - at sige nej til at finansiere køb af hus på Årø, hvorfor vælger køber så ikke blot en anden kreditforening?
Kunne det tænkes, at alle kreditforeninger har samme holdning?
Hvis det er tilfældet, så burde en borgmester måske ikke komme med opfordringer til at boykotte et enkelt selskab, men i stedet arbejde politisk for at finde en anden løsning til finansiering af huskøb på Årø.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger