14.02.2012 kl. 07.19

Pausepolitik handler om arbejdsmiljø

En for restriktiv pausepolitik går over arbejdsglæden, advarer medarbejderrepræsentant i Helsingør

Sagen om den nye pausepolitik i Helsingør Kommune understreger vigtigheden af, at de ansatte har indflydelse på planlægningen af arbejdsdagen også i pauserne.

Det mener næstformanden for kommunens samarbejdsudvalg Vera Sandby Hansen.

Ordningen, der træder i kraft 1. januar 2013, betyder, at der kun skal være en fast kaffepause på femten minutter hver torsdag eftermiddag.

Ifølge Frederiksborg Amts Avis har pausepolitikken været genstand for uenighed mellem direktionen og medarbejdernes repræsentanter i samarbejdsudvalget H-Med i over et år. Sagen handler ifølge medarbejderne ikke bare om, hvor centralt styret kommunen skal være.

- Det handler for os om arbejdsmiljø, da det er en del af et godt arbejdsmiljø, at man som ansat selv har indflydelse på, hvordan man bedst planlægger arbejdstiden, siger Vera Sandby Hansen til avisen.

Hun glæder sig dog over, at det er lykkedes at lempe reglerne en smule, så alle fødselsdage ikke nødvendigvis skal fejres om torsdagen, men efter tilladelse fra den lokale centerleder også kan holdes på andre tidspunkter.

Borgmester Johannes Hecht-Nielsen (V) har begrundet den nye pausepolitik med, at der har været for meget spildtid, når fødselsdage og andre begivenheder skulle fejres med kaffe og kage på forskellige tidspunkter i arbejdstiden.

Enhedslistens byrådsmedlem Allan Berg Mortensen vil nu rejse sagen på et byrådsmøde.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Pausepolitik handler om arbejdsmiljø Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger