14.02.2012 kl. 10.45

Nej til nationalpark kan koste dyrt

Byrådsmedlem opfordrer Folketinget til at overtrumfe Ringkøbing-Skjern kommune, hvis den nægter at drøfte en udvidelse

Folketingspolitikerne bør overtrumfe byrådet, hvis de lokale politikere nægter at drøfte en udvidelse af nationalparken Skjern Å.

Det mener løsgængeren, den tidligere socialdemokrat Niels Rasmussen, Ringkøbing-Skjern Kommune, efter at borgmester Iver Enevoldsen (V) i går sagde, at han ikke har til sinds at ville bøje sig for Folketinget, selvom konsekvensen kan blive en tabt nationalpark.

Ifølge Niels Rasmussen vil det være en katastrofe for Vestjylland, hvis byrådet siger nej til at gendrøfte den planlagte nationalpark med en udvidelse af de naturskønne områder Værnengene og Tipperne i den sydlige del af Ringkøbing Fjord.

- Jeg hilser med stor glæde, at et flertal i Folketinget vil have mere natur i området, og det er helt naturligt, at også Tipperne og Værn-engene kommer med i en nationalpark, siger Niels Rasmussen til P4 Midt og Vest.

Også formanden for LO Ringkøbing Fjord, Helge Albertsen, frygter, at politisk stædighed kan afspore processen.

- Det nytter ikke noget, at vores lokalpolitikere sætter sig over i et hjørne og surmuler. Vi skal tværtimod sende det signal, at vi er indstillet på at tage en dialog med politikerne på Christiansborg. En nationalpark vil nemlig både give turistindtægter og arbejdspladser, mener den lokale LO-formand ifølge P4 Midt og Vest. 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nej til nationalpark kan koste dyrt Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger