06.02.2012 kl. 13.38

Kritik af rapport om betalingsring

Rapport fra Roskilde Kommune overdriver betalingsringens konsekvenser, mener Rådet for Bæredygtig Trafik

En rapport, som rådgivningsvirksomheden NIRAS har udarbejdet for Roskilde Kommune om effekten af en betalingsring, indeholder graverende fejl og overdriver på afgørende punkter.

Det mener Rådet for Bæredygtig Trafik ifølge DAGBLADET Roskilde.

Rådet peger blandt andet på, at der ifølge NIRAS beregninger er 1,4 personer i hver bil i myldretiden, hvorimod Vejdirektoratet vurderer at tallet kun er 1,1 personer per bil.

En overkommelig opgave

Derudover foretager NIRAS et skøn over antallet af biler ind til København, som er højere end det tal, Københavns Kommunes trafiktælling har vist.

Hvis hver femte bilist i den absolutte myldretid i stedet springer på et tog, skal der således "kun" skaffes plads til 338 flere i den mest travle time, og til 676 flere, hvis betalingsringen får 40 procent af bilisterne til at vælge tog.

Ikke i nærheden af de 1100, som NIRAS kom frem til, og en overkommelig opgave, mener Rådet for Bæredygtig Trafik

Rådet er part i sagen

Peter Madsen (V), der er byrådsmedlem i Roskilde, tager i første omgang kritikken af rapporten med et gran salt.

- Rådet for Bæredygtig Trafik er part i sagen og har interesse i at male betalingsringen så rosenrød som muligt, siger Peter Madsen til DAGBLADET Roskilde.

- Umiddelbart ser jeg ingen grund til at tvivle, at vi har fået en solid rapport med konklusioner, der holder, men jeg vil bede om, at der bliver kigget på det nu, og at konsulenterne får mulighed for at besvare kritikken, siger han.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kritik af rapport om betalingsring Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger