27.09.2011 kl. 08.11

S vil skrotte stram budgetlov

Større frihedsgrader og flere milliarder til kommunerne, lyder det fra Rasmus Prehn om nyt regeringsgrundlag

Budgetloven skal sendes i papirkurven og kommunerne skal have flere milliarder kroner ekstra til renoveringer af anlæg.

Det er meldingen fra den socialdemokratiske kommunalordfører Rasmus Prehn.

Han siger, at den kommende socialdemokratisk ledede regering er parat til at opgive det forslag til en budgetlov, som blev fremlagt i april som led i VK-regeringens økonomiske 2020-plan.

- Vi gør det på vores egen måde. Vi kommer ikke til at lave så stram en styring, som det regeringen lagde op til. Det er simpelthen for voldsomt, siger han til Politiken.

Med på flerårige aftaler

VK-regeringens ønske med budgetloven er at lægge et loft over de kommunale udgifter, der gælder fire år ad gangen. Dermed vil man i kroner og ører kunne se udgifternes omfang og styre dem gennem sanktioner, hvis rammerne blev brudt.

Rasmus Prehn mener, at kun få dele kan bruges.

- Vi er sådan set med på at lave flerårige aftaler. Det, der adskiller os fra den tidligere regering, er, at vi ikke mener, at de hårde sanktioner nytter særlig meget. Man er nødt til at have visse frihedsgrader.

Claus Hjort: En hjørnesten

Hverken SF eller De Radikale vil kommentere Socialdemokraternes udspil. Fungerende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) advarer stærkt mod at droppe den stramme styring.

- Det er helt afgørende for budgetstyringen, at vi får vedtaget den budgetlov med de fireårige budgetlofter. Det er en af hjørnestenene, som der også internationalt er lagt mærke til, siger han til avisen.

Flere penge til renovering

Samtidig med meldingen om at opgive budgetloven forlyder det, at den nye regering vil give kommunerne mulighed for at bruge flere milliarder kroner ekstra på at renovere og istandsætte nedslidte skoler, daginstitutioner, plejehjem og idrætsanlæg.

Til Berlingske Tidende siger kommunalordfører Rasmus Prehn, at en del af de ekstra penge vil blive afsat på finansloven. Desuden vil kommunerne få tilladelse til at øge anlægsudgifterne ved at optage lån.

Endnu vides ikke, hvornår et nyt regeringsgrundlag lægges frem. Der gættes på både i dag og i morgen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: S vil skrotte stram budgetlov Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger