12.09.2011 kl. 12.51

Odense tager lønnen hjem

Odense Kommune afbryder samarbejdet med Visma. Parterne skilles i god forståelse

Siden 2006 har den private leverandør Visma stået for lønadministrationen i Odense Kommune. Men til nytår er det slut. Kommunen tager opgaven hjem og opløser selskabet Visma Services Odense A/S, som den ejer 49 procent af.

Årsagen til bruddet er kommunens nye lønsystem, som betyder, at de fleste indberetninger foretages decentralt. Den centrale administration skal i stedet stå for information og vejledning, og det klarer man altså bedst internt.

Godt samarbejde

I afskedens stund lyder der dog stor ros fra kommunen til Visma, som har formået at effektivisere lønadministrationen og reducere staben fra 36 til 20 medarbejdere.

- Odense Kommune har haft et godt samarbejde med Visma, der har løst deres opgaver meget professionelt. Men forudsætningerne for samarbejdet har ændret sig, og en hjemtagning af opgaverne giver mulighed for en bedre organisering, siger økonomidirektør Bente Monsen fra Odense Kommune.

Trimmet funktion

Også fra Vismas side lyder der en tak for samarbejdet.

- Det har været en spændende opgave at være med til at effektivisere en tidligere administrativ tung proces, og det er dejligt, at vi har bevist, at det kan lade sig gøre i en grad, så Odense Kommune i den grad får en trimmet funktion tilbage, siger, siger CEO June Mejlgaard Jensen.

Odense Kommune skiftede 1. januar 2011 til et lønsystem fra Silkeborg Data.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Odense tager lønnen hjem Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger