01.09.2011 kl. 10.18

Friluftskommunen ligger på Fyn

Friluftsrådet belønner Faaborg-Midtfyns indsats for at sikre og forbedre borgernes adgang til naturen

Prisen som årets friluftskommune er i år gået til en kommune, der har gjort en stor indsats for at sikre borgernes adgang til naturen og landskabet i kommunen, nemlig Faaborg-Midtfyn.

- Kommunen har både gennemført nye stiprojekter og andre fysiske tiltag samt en politisk indsats for at sikre de eksisterende adgangsforhold, skriver Friluftsrådet i sin begrundelse.

Rådet fremhæver også kommunens friluftsstrategi, der blandt andet fokuserer på borgernes adgang til landskab, skov, kyst og øhavet.

Prisen gør naturindsatsen synlig

Borgmester Hans Jørgensen (S) glæder sig over prisen.

- Den er med til at synliggøre de mange gode friluftsprojekter, det er lykkedes at gennemføre eller sætte i gang i de senere år som en del af vores samlede udviklingsstrategi. Vi har enestående natur- og landskabsværdier, som er et vigtigt aktiv for os, når vi skal fastholde og tiltrække nye borgere og turister, siger han.

Faaborg-Midtfyn vandt prisen foran kommuner som Silkeborg, Lemvig, Herning og Middelfart. Prisen uddeles for tredje gang og er tidligere gået til Vejle og Esbjerg.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Friluftskommunen ligger på Fyn Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger