27.10.2011 kl. 07.07

Vil aflyse vestjysk motorvej

Holstebros borgmester advarer regeringen mod at opgive den planlagte motorvej i Vestjylland

Holstebros socialdemokratiske borgmester Hans Christian Østerby (S) advarer kraftigt sine partifæller på Christiansborg mod at droppe den planlagte motorvej mellem Holstebro og Herning.

- Ingen kan løbe fra, at den motorvej skal bygges, og det kan mine partifæller heller ikke. Det vil være at stikke en kniv i såret med hele den turbulens, som vi har haft om det sygehus, og i forhold til hele udkantsproblematikken, siger borgmesteren til Jyllands-Posten.

Ingen finansiering

Ved sidste års finanslovsforhandlinger afsatte VK-regeringen og Dansk Folkeparti 2,5 milliarder kroner til en ny motorvej, der efter planen skal stå færdig i 2018.

Den vestjyske motorvej blev af mange set som et plaster på såret oven på en voldsom debat om det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning.

Men nu siger finansminister Bjarne Corydon (S), at den tidligere regerings finansiering af de 2,5 milliarder kroner baserer sig på et fremtidigt salg af statslige aktiver.

- Den tidligere regering har ikke kunnet anvise konkret finansiering. Den har udstedt et løfte med en dækningsløs check, siger han til avisen.

Socialdemokraternes gruppeformand Mogens Jensen siger, at regeringen stadig har en ambition om en motorvej mellem Herning og Holstebro.

- Men det er klart, at pengene skal være der først, og det er de ikke for nuværende, siger han.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Vil aflyse vestjysk motorvej Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger