14.10.2011 kl. 09.18

Lille kommune på randen af konkurs

Finlands mindste kommune er tæt på at lukke, fordi udgifterne til ældreomsorg er eksploderet

Pengemangel kan tvinge den lille ø-kommune Sottunga på Ålandsøerne til at dreje nøglen om. Årsagen er, at udgifterne til ældrepleje er eksploderet og nu udgør mellem 30 og 40 procent af kommunens samlede budget.

Den økonomiske krise er spidset til, efter at antallet af beboere på Sottungas plejehjem er fordoblet, fra to til fire beboere.

- Pengene er brugt op, inden året er omme. Det her er den absolut største økonomiske krise, vi har haft på Sottunga, siger kommunaldirektør Christer von Essen til avisen Nya Åland.

Sottunga er med sine 112 indbyggere Finlands mindste kommune eller EU’s for den sags skyld. På søndag skal der vælges ny kommunalbestyrelse.

Hver tiende stiller op

Forhåndsinteressen op til valget er enorm. 12 kandidater, svarende til 10 procent af øens befolkning har meldt sig som kandidater. Men det kan vel og mærke også gå hen og blive det sidste kommunalbetyrelsesvalg i Sottungas historie.

Alle håber på, at Ålands regering, Landskapsstyrelsen, vil give økonomisk støtte til en femårsplan for, hvordan økonomien i fremtiden skal kunne balancere.

Blandt andet vil man som den første kommune på Åland indføre skat på privat ejendom. Hvis der ikke kommer støtte fra regeringen, tvinges kommunen til at indstille sine indbetalinger til både egne ansatte og leverandører.

Sammenlægning i spil

Det er ikke blot Sottunga Kommune, der har problemer. Det er et fælles vilkår for den finske, selvstyrende øgruppes 16 kommuner. Der tales derfor nu seriøst om at lægge dem sammen til én, Ålands Kommune.

Ifølge Ritzau er næsten en tredjedel af Ålands omkring 27.000 indbyggere parate til at opgive den kommunale selvstændighed, hvis den kommunale service er truet.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Lille kommune på randen af konkurs Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger