07.10.2011 kl. 06.25

Kommuner overvejer ekspropriation

De mange protester mod kæmpemøller kan gøre det nødvendigt med opkøb af naboejendomme    

Lokale borgergruppers modstand mod opstilling af store vindmøller er så stor, at det kan blive nødvendigt at ekspropriere ejendomme for at sikre opstilling af op til 150 meter høje møller.

Det mener formanden for KL’s teknik- og miljøudvalg Martin Damm (V).

- Det bliver efterhånden svært at finde plads til nye møller. Men når man placerer energianlæg af national betydning, må man i stedet overveje at opkøbe de nærmeste ejendomme for ikke at genere folk urimeligt meget, siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge avisens oplysninger er Naturstyrelsen i færd med at udarbejde et notat, der skal klargøre mulighederne for opkøb og ekspropriation af ejendomme i forbindelse med vindmølleprojekter.

Protestgrupper tredoblet

Antallet af protesterende borgergrupper, som er medlemmer af Landsforeningen til Kæmpevindmøller, udgjorde for godt et år siden 40. I dag er antallet mere end tredoblet, og foreningen kan udpege 125 forskellige steder i landet, hvor lokale og kommende naboer til vindmøller forsørger at forhindre opstillingen.

Socialdemokraternes miljøordfører Torben Hansen siger, at han ikke vil tage stilling til, om man skal bruge mere eller mindre ekspropriation.

- Vi skaber rammerne, men hvordan kommunerne udfører deres planlægning, skal vi ikke blande os i, siger han til avisen.

Også Danmarks Naturfredningsforening mener, at det kan blive nødvendigt at skride til ekspropriationer for ikke at komme i karambolage med naboerne.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner overvejer ekspropriation Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger