21.11.2011 kl. 06.55

Slut med udbudstvang

Fra næste år må kommunerne selv bestemme, hvor mange opgaver der skal sendes i licitation
tekst Mads Anker

Efter nytår er det op til kommunerne at vurdere, om opgaverne skal sendes i udbud hos private.

Regeringen og Enhedslisten er blevet enige om at lade kommunerne selv afgøre, om det giver mening at sende velfærdsopgaver og it-løsninger i licitation. Det siger kommunalordfører for SF Lisbeth Bech Poulsen til Ritzau.

- Det er vi helt enige om. Kommunerne skal ikke længere have tvunget udlicitering, og det er noget vi vil have gennemført, fortæller Lisbeth Bech Poulsen.

Slut 25 procents-kravet

Dermed falder den tidligere regerings krav om, at 25 procent af de kommunale opgaver skal sendes i udbud. Og det vækker utilfredshed hos den nye opposition.

- Det er jo helt vanvittigt. Det er at smide samfundets penge ud af vinduet, når man ikke tester, om man får den rigtige pris og kvalitet, siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.

- Det er virkelig et tilbageskridt - både i forhold til, om vi får noget for pengene, men også i forhold til borgernes frie valg, fortæller hun.

Ingen grund til bekymring

Men der er intet at frygte. De kommunale penge vil ikke gå til spilde, fastslår Lisbeth Bech Poulsen. Hun mener, at udbudstvangen har kostet kommunerne milliarder på grund af bureaukrati og papirarbejde.

- Jeg har stor tillid til, at kommunerne vil sende de ting i udbud, som, de synes, giver mening. De har jo også en presset økonomi og er tvunget til at finde de billigste og bedste løsninger, siger Lisbeth Bech Poulsen.

Kommunalordføreren påpeger, at det kun gælder for den konkurrenceudsætetlse, som den tidligere regering indførte. EU's krav om at opgaver på over 1,5 millioner kroner sendes i udbud er stadig gældende.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Slut med udbudstvang Felter med * skal udfyldes
 
Af: Peter Bay Kirkegaard
DI - Organisation for erhvervslivet
Den 21.11.2011 kl. 09:54

Myte om udbudstvang

svar på: Slut med udbudstvang

Artiklen efterlader desværre det indtryk, at kommunerne frem til i dag har været tvunget til at udbyde en vis del af deres opgaver. Faktum er, at kommunerne under ét havde en aftale med den tidligere regering om, hvor meget der skulle konkurrenceudsættes ultimo 2010, dvs. ikke tvang men frivillighed.

Med henblik på at videreføre mål for konkurrenceudsættelse, gennemførte man en lovhjemmel, som gav mulighed for at pålægge kommunerne at konkurrenceudsætte udvalgte opgaver. Tanken var, at lovhjemlen kunne udnyttes, hvis ikke regeringen kunne nå til enighed med regionerne og kommunerne om nye mål for konkurrenceudsættelse frem mod 2015. En frivillig målsætning kan på ingen måde sidestilles med tvang.

Af: Karen Marie Krog Madsen
Den 21.11.2011 kl. 09:29

Endelig

svar på: Slut med udbudstvang

Når man har prøvet - sammen med måske 10 kolleger - at være med til at kravsspecificere it-systemer på monopolområdet - med betalt konsulent osv. - brugt masser af timer - vel vidende, at der kun er én leverandør. Så har man da virkelig oplevelsen af, at både tiden og pengene kunne være brugt bedre.

Af: Andreas Thiel
Den 21.11.2011 kl. 09:35

EUs. udbudsregler skal vel stadig følges

svar til Karen Marie Krog Madsen: Endelig

Kommunerne og andre offentlige skal vel stadig følge EUs - udbuddirektiv. Så der er vel begænset hvor stor effekt regel ændringen har. Det er dog bemærkesværdig at kommunerne i gennemsnit kun udbyder ca. 25%. Tallet burde efter min mening ligge på mellem 80-95%.

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger