09.11.2011 kl. 07.22

Lånere flokkes til åbne biblioteker

Der kommer gang i biksen, når kunderne ikke skal nå på biblioteket på bestemte åbningstider, viser nye tal
tekst Mads Anker

23 procent flere lånere er der kommet ud af, at folk selv kan bestemme, hvornår de vil besøge biblioteket, viser tal fra Danmarks Statistik.

På de åbne biblioteker låser lånere sig ind uden for åbningstid med eksempelvis et sygesikringskort og en kode.

- Tendensen er, at de åbne biblioteker giver flere kunder, bekræfter Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier over for Frederiksborg Amts Avis.

Stort set ingen overgreb

Det første åbne bibliotek slog dørene op i midtjyske Gjern i 2004.

- Dengang frygtede nogen, at borgere ville stjæle med arme og ben og slå i stykker. Men nej, det gør de ikke, siger Jens Thorhauge.

- Nu er der på landsplan 80 åbne biblioteker, der står under borgernes beskyttelse, og der sker stort set ingen overgreb, fortæller han.

Nødvendig forbedring

Direktøren spår, at der i fremtiden vil være to typer biblioteker. I tyndtbefolkede områder vil der typisk være åbne biblioteker, mens større byer vil have biblioteker med arrangementer.

Og flere kombinerer et betjent bibliotek med et åbent og ubetjent bibliotek.

- Jeg synes, det er en klar og nødvendig forbedring. På de åbne biblioteker kan man komme hver dag i stedet for at have en betjent filial med åbent to gange om ugen, siger Jens Thorhauge.

Det koster godt 200.000 at lave et bibliotek om til et åbent bibliotek.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Lånere flokkes til åbne biblioteker Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger