01.11.2011 kl. 13.53

Mange penge at tjene på reklamer

Der er et uudnyttet potentiale i at sælge offentlig ejendom til reklamer, mener reklamebranchen
tekst Mads Anker

Hjemmeplejens biler og gavlen i skolegården kan som reklamesøjler hjælpe på kommunernes slunkne pengekasser.

Siden 2006 har kommunerne haft mulighed for at sælge reklameplads på biler og bygninger, og det har flere benyttet sig af. Men mange kommuner har slet ikke set det økonomiske potentiale, lyder det fra reklamebranchen.

- Det kunne være udnyttet i langt højere grad, specielt i de store kommuner, hvor potentialet ligger, siger Lars Boesen, der er kontaktdirektør for mediebureauet IUM, til dr.dk.

Også politiske reklamer

I Aarhus er man i fuld gang med at sælge reklameplads på kommunens 635 biler. I løbet af de næste tre uger kan virksomheder byde på, hvor meget de vil give for at få reklame på bilerne. Og mulighederne er mangfoldige.

- Blandt andet tillader vi faktisk politiske reklamer på bilerne, oplyser juridisk chef i Aarhus Kommune, Christian Mølgaard.

Det kan give kroner i kommunekassen, og inspirationen er især hentet fra busstoppestedernes reklamer.

- Her har vi fået meget bedre kvalitet i form af blandt andet læskærme. Det er blevet pænere, det er bedre vedligeholdt, og det er billigere for os, siger Christian Mølgaard.

Arbejd sammen og tjen penge

Kommunerne kunne tjene langt flere penge på reklamer, hvis de arbejdede sammen, mener Lars Boesen.

- Det kræver selvfølgelig en viden og en specialindsigt at kunne forstå, hvad der er af økonomi i at kunne sælge reklamepladsen. Og man kan ikke forvente, at den viden findes i hver eneste kommune, fortæller han.

Reklamer i skolegården

Der er endnu flere penge at tjene, hvis kommunerne er parate til at tage kontroversielle skridt. For annoncekronerne ligger et andet sted end ude på vejene.

- Set fra et annonceringssynspunkt vil det helt store potentiale ligge på skolerne. Det er selvfølgelig en politisk varm kartoffel, og det er der rigtig mange følelser i, det er jeg godt klar over, siger Lars Boesen.

 

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mange penge at tjene på reklamer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger