Foto: Lars Horn/Baghuset
Foto: Lars Horn/Baghuset
24.03.2011 kl. 10.52

Hårdt brug for reformer

KL’s formand Jan Trøjborg efterlyser grundlæggende reformer. Christiansborg er stivfrossen, siger han

- I dag må jeg konstatere, at de store reformer lader vente på sig. Danmark er et godt land. Men der er brug for et nyt fundament. Vi skal skabe ny vækst. Vi skal ruste os som nation til global konkurrence.

Sådan indledte KL-formand Jan Trøjborg (S) sin tale, da han torsdag formiddag bød de knap 1.400 forsamlede lokalpolitikere og embedsmænd velkommen til Kommunalpolitisk Topmøde i Aalborg.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi kan klare udfordringen. For vi har en stærk tradition for at samarbejde om opgaverne. Men det kræver, at vi kommer ud af starthullerne- Der er hårdt brug for reformer. Men det går for langsomt, erklærede Trøjborg.

- Det går ikke, at Christiansborg er stivfrossen, når det gælder det politiske reformarbejde. Tilsyneladende har regeringen og Folketinget bevilget sig selv et sabbatår, sagde han til klapsalver fra tilhørerne.

Hestekuren

Jan Trøjborg understreger, at kommunerne fra Bornholm til Frederikshavn har smøget ærmerne op og har lagt de første sten til fundamentet.

- Men vi skal endnu længere. Vi skal skabe vækst og effektivisere vores loklasamfund. Vi skal forny velfærden. Det kræver radikal innovation.

KL-formanden kritiserer, at mens der fyres og effektiviseres i kommunerne er der blevet ansat 4.000 flere medarbejdere i staten. En stor del af dem i administrationen med det formål at kontrollere kommunerne. Blandt andet i jobcentrene.

- De statslige medarbejdere, som kontrollerer vores medarbejdere. Realiteten er, at for hver 13. medarbejder i jobcentrene har staten ansat en til at kontrollere dem. Så tænker man bare: Hvad kunne det ikke blive til, hvis alle 14 koncentrerede sig om hovedopgaven - at få de ledige i arbejde, spurgte Jan Trøjborg de delegerede fra kommunerne og KL’s gæster.

Den hemmelige plan

Finanskrisen og stærkt stigende ledighed har været en ilddåb for jobcentrene. Men ifølge KL-formanden har kommunerne og jobcentrene har leveret varen.

Og han understregede i sin tale, at den opgave skal blive i kommunerne til trods for, at fagforbund som blandt andet FOA efter sigende har en hemmelig plan, hvis regeringen skifter farve.

- Desværre har nogle organisationer åbenbart gjort det til en mærkesag, at beskæftigelsesindsatsen skal væk fra kommunalpolitikkernes bord. Tidligere på ugen kom det så vidt, at vi kunne læse i avisen om en hemmelig plan i dele af fagbevægelsen.

- Lad mig sige det tydeligt: Vi skal fra aktivering til rekruttering. Kun i kommunerne kan der skabes sammenhæng mellem uddannelse, erhverv og beskæftigelse for alle ledige

Sæt alle kommuner fri

Jan Trøjborg gik videre og understregede nødvendigheden af at nytænke velfærdsydelserne. Både af økonomiske årsager, og fordi der i fremtiden ikke er hænder nok. Han opfordrede også til at sætte kommunerne fri.

- KL har hilst frikommuneforsøget velkomment. Men hvorfor kun et frikommuneforsøg for fem kommuner. Hvorfor ikke bruge alle kræfter på at sætte alle kommuner fri.

- Vi skal altså have afbureaukratisering her og nu, sagde formanden til salens begejstring.

Læs også:

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hårdt brug for reformer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger