Kirke Hyllinge Skole tilhører atter kommunen
Kirke Hyllinge Skole tilhører atter kommunen
27.05.2011 kl. 06.06

Scorer millioner på skolehandel

Lejre Kommune tjener 34 millioner kroner ved at købe de fire skoler, som Bramsnæs solgte i 1999

Det betalte sig, at den daværende Bramsnæs Kommune i 1999 solgte fire skoler og investerede hele beløbet. Pengene har nemlig ynglet i en sådan grad, at Lejre Kommune nu har tjent 34 millioner kroner på at købe skolerne tilbage.

Som daværende borgmester i Bramsnæs stod Carsten Rasmussen (S) bag beslutningen om at sælge Kirke Hyllinge Skole, Bramsnæsvigskolen, Sæby-Gærshøj Skole og Kirke Sonnerup Skole. Det var ikke udelt populært, men Rasmussens ræsonnement var, at kommunen måtte udnytte sine midler bedst muligt.

Brug den døde kapital

- Jeg mente dengang - og mener fortsat - at det er tåbeligt, at kommunerme har så meget død kapital i form af mursten. Hvorfor ikke bruge den kapital aktivt, siger Carsten Rasmussen, der i dag er viceborgmester i Lejre, til Danske Kommuner.

Og fordelen ved at leje skolerne var da også til at tage og føle på: Økonomien var langt bedre, hvis kommunen var lejer, og afkastet fra investeringerne rakte til at finansiere renovering og vedligeholdelse af skolerne.

Ikke en Farum-model

Ligheden med den såkaldte sale and lease back-model, også kendt som Farum-modellen, synes måske slående - men, understreger Carsten Rasmussen:

- Vi har ikke på noget tidspunkt brugt salgssummen, så vi har når som helst kunnet købe skolerne tilbage. Det gør, at vi ikke har løbet så stor en risiko.

Lejres tilbagekøb af de fire skoler har kostet omkring 182 millioner kroner. Knap 30 millioner kroner af overskuddet er gået til vedligeholdelsen, mens kommunen i forbindelse med salget høstede en gevinst på 5,2 millioner kroner.  

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Scorer millioner på skolehandel Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger