17.05.2011 kl. 06.05

S-SF vil hente milliard på digitalisering

Der er et besparelsespotentiale i mere digital borgerservice, men lovgivningen skal følge med, mener KL

Der kan spares 1,1 milliarder kroner på at kommunerne og regionerne sætter yderligere skub i digitaliseringen. Det mener i hvert fald Socialdemokraterne og SF, som i Fair Løsning 2020-planen lancerer en række forslag til effektiviseringer.

Men det bliver ikke gratis. For at lokke borgerne til i større grad at henvende sig til kommunen ved at taste oplysninger direkte ind på hjemmesiden, er man nemlig indstillet på en mindre, kontant belønning til de borgere, der betjener sig selv på nettet.

S-SF’s målsætning er, at andelen af borgere, der betjener sig selv via direkte indtastning øges fra 30 procent i dag til 50 procent i 2015.

Det mål er helt i tråd med den fælleskommunale digitaliseringsstrategi, der også har som mål, at andelen af borgere, der bruger selvbetjening, øges til 50 procent i 2015.

Loven skal følge med

- Vi er i kommunerne meget ambitiøse i forhold til, hvad man kan opnå af effektiviseringer. Men det er vigtigt at sikre sig, at lovgivningen også understøtter det, pointerer Jakob Harder, der er chef for KL’s Center for Borgerbetjening og IT-politik.

Det betyder, at det skal gøres obligatorisk at bruge nettet. Der vil dermed stå direkte i loven, at eksempelvis opnoteringen til vuggestuer foregår elektronisk.

S-SF vil også afdække, hvordan det offentlige kan benytte sig af såkaldt cloud computing - fjernlagring af data - som alternativ til den mere resursekrævende lagring lokalt. Noget, der ikke er mulighed for i dag af hensyn til de personfølsomme oplysninger. Også det hilses velkomment af KL.

- Vi vil gerne forbedre mulighederne for at benytte cloud computing. Men det kræver formentlig en ændring af persondataloven eller i hvert fald i måden, den fortolkes på, siger Jakob Harder.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: S-SF vil hente milliard på digitalisering Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger