12.05.2011 kl. 08.06

Socialt udsatte skal have mere hjælp

Et stort flertal af danskere mener, at kommunerne skal fastholde eller øge servicen på det sociale område

Et flertal af danskerne er ifølge en ny undersøgelse parate til at betale mere i skat for at sikre, at de svageste grupper får den sociale omsorg, som de har brug for.

60 procent mener, at kommunerne bør fastholde eller øge servicen på det sociale område, også selvom det vil betyde en skattestigning.

- Det er opløftende, at danskerne på den måde har hjertet på rette sted og kan se, at vi har et særligt ansvar i forhold til de udsatte grupper i vores samfund, siger Socialpædagogernes formand Benny Andersen.

Socialpædagogerne har med analyseselskabet Analyse Danmark spurgt danskerne om deres holdning til det specialiserede område, der dækker over anbragte børn, handicappede, hjemløse, misbrugere, voldsramte kvinder og psykisk syge.

65 procent mener, at det ikke er rimeligt, at kommunen skal foretage en prioritering mellem det særlige sociale område og de almindelige kommunale serviceområder.

Peger på ny finansieringsmodel

Hele 72 procent svarer, at det særlige sociale område skal finansieres på andre vilkår end de almindelige kommunale serviceområder. Kun fire procent mener, at der skal spares på det særlige sociale område.

Socialpædagogerne tager dette som udtryk for, at der i befolkningen er opbakning til, at der skal skrues en ny finansieringsmodel sammen.

- Vi skal væk fra udelukkende at se på udgifterne til de udsatte grupper som belastende for samfundsøkonomien til i stedet at handle tidligt og se det som en investering. Det giver bedre mening både menneskeligt og økonomisk, siger Socialpædagogernes formand.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Socialt udsatte skal have mere hjælp Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger