Roskilde skal have ny borgmester. Poul Lindor Nielsen (S) meddeler torsdag aften, at han har besluttet at trække sig tilbage .
- Jeg har været med i lokalpolitik siden 1974, og nu ser jeg frem til i højere grad selv at kunne bestemme, hvilke aftaler der skal i kalenderen, udtaler han i en pressemeddelelse.
Ny borgmester er den blot 30-årige socialdemokratiske gruppeformand, Joy Mogensen, der også er formand for kommunens forebyggelses- og socialudvalg.
Poul Lindor Nielsen havde været borgmester i den lille Ramsø Kommune i 16 år, da den i 2007 blev fusioneret med Roskilde. Ved det første valg til den nye storkommune besejrede han den siddende Roskilde-borgmester, Bjørn Dahl.
Den afgående borgmester vil fortsætte som menigt byrådsmedlem perioden ud.