27.06.2011 kl. 10.23

Godkender momsfri byggegrunde

Statsforvaltningen var skeptisk over for Horsens' grundsalg, men accepterer nu kommunens forklaring

Horsens Kommune må gerne spare køberne for momsen, når den sælger byggegrunde.

Det er konklusionen fra Statsforvaltningen Midtjylland, der ellers tidligere har sået tvivl om kommunens beslutning om at sætte priserne ned i takt med nye afgifter.

Ved årsskiftet blev der indført moms på byggegrunde, men i Horsens vurderede politikerne, at prisstigningen ville gå hårdt ud over kommunens i forvejen skrantende grundsalg. Derfor valgte man at sætte prisen tilsvarende ned, noget der fik statsforvaltningen til at reagere og se nærmere på sagen.

Godtager forklaring

Statsforvaltningen bad kommunen om en redegørelse, og herfra lød forklaringen, at den nye pris er fastsat på baggrund af flere ejendomsmæglervurderinger. Det godtager man hos statsforvaltningen.

- Statsforvaltningen finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at de fastsatte priser svarer til markedsprisen, hedder det i afgørelsen.

- Statsforvaltningen har herved lagt vægt på, at kommunens grundpriser pr. 1. januar 2011 tager udgangspunkt i de priser, der var gældende før 1. januar 2011, og at priserne er fastsat under hensyntagen til den generelle samfundsmæssige udvikling på ejendomsmarkedet.

- Statsforvaltningen har endvidere lagt vægt på, at kommunen vil følge udviklingen i priserne efter 1. januar 2011, og regulere grundpriserne, således at priserne til enhver tid svarer til markedsprisen. Statsforvaltningen har ikke kommentarer til kommunens generelle praksis for prisfastsættelse af grunde.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Godkender momsfri byggegrunde Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger