17.06.2011 kl. 07.22

S-borgmestre kræver svar om bompenge

Københavns omegnskommuner frygter, at de skal betale gildet for S og SF’s forslag om en betalingsring

Socialdemokratiske borgmestre fra hovedstadens omegnskommuner kræver, at S og SF lægger kortene på bordet og fortæller, hvordan deres fælles forslag om en betalingsring ind og ud af København skal finansieres.

Tårnbys borgmester Henrik Zimino (S) frygter, at hans indbyggere bliver pålagt en stor ekstra skat, fordi de ikke har andre muligheder end at køre gennem København, når de vil forlade øen.

- Alle borgere på Amager må vide, om de nu bliver pålagt en enorm ekstra skat, siger borgmesteren til Berlingske Tidende.

Han bakkes op af Dragørs borgmester Allan Holst, der ligeledes kræver afklaring inden folketingsvalget.

Han mener, at S og SF må være i stand til at komme med en afklaring, fordi partierne allerede nu har indregnet et overskud på to milliarder kroner om året fra en betalingsring i deres fælles plan Fair Løsning, og derfor må ligge inde med tal om trafikmængder og priser.

Også Hvidovres borgmester Milton Graff Pedersen (S) er utilfreds med, at han ikke kan få klar besked.

- Det er næsten ligegyldigt, hvor den kommer til at ligge, så vil det ramme os hårdest i Hvidovre, siger han til avisen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: S-borgmestre kræver svar om bompenge Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger