22.07.2011 kl. 10.18

Hjørring fortryder også lukkedage

Politikerne erkender, at det også er en kommunal opgave at passe børn, selv om det er sommer

Hjørring har i lighed med flere andre kommuner besluttet, at daginstitutionerne holder sommerlukket i tre uger. Men nu er politikerne nået frem til, at det alligevel ikke var en god idé.  

- Vi har erkendt, at det er en rigtig dårlig løsning. Det er en service vi skal yde til vores borgere, at de kan få deres børn passet i ferien - og det er jo også meningen, at folk skal holde ferie sammen med deres børn, siger medlem af Hjørrings børne- og undervisningsudvalg, Keld Emil Damsgaard (V), til TV2/Nord.

Udvalget har derfor indstillet til byrådet, at den tvungne ferie i kommunens daginstitutioner og hos dagplejerne droppes i 2012. Indstillingen vil blive behandlet, når budgetforhandlingerne begynder til i august. Hvis forslaget skal vedtages, kræver det, at politikerne finder godt halvanden million kroner.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Hjørring fortryder også lukkedage Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger