01.07.2011 kl. 07.29

Ny viden om økonomisk styring

Forsker, der vil studere økonomistyring på det specialiserede socialområde, efterlyser samarbejdspartnere
tekst Sidsel Boye

Cand.scient.soc. Anne Kirstine Svanholt står klar til at rykke ud i marken for at studere, hvordan kommunerne styrer det specialiserede socialområde.

Hun har i et år forberedt et tre-årigt ph.d.-projekt, som lige nu har fået grønt lys i form af penge fra Videnskabsministeriet. I modsætning til mange andre kloge rapporter om økonomisk styring, så har Svanholt tænkt sig at bygge sit projekt op på en måde, så kommunerne får nogle redskaber, som kan gøre dem handlekraftige.

- Rapporten skal komme tættere på, hvordan redskaber virker på handlinger, og hvad det betyder at have en pakke af styringsredskaber. For mig handler det om at komme i dybden og især have fokus på institutionslederen, der skal træffe de vigtig beslutninger, fortæller hun.

Kommuner efterspørger viden

Forskeren har brug for kontakt til kommuner, der har lyst til at stille op som case i efteråret.

- Det vigtigste er, at det er en kommune, der har lyst til det her, og én som andre kommuner har let ved at relatere til. Det skal nok være en kommune på ca. 50.000 indbyggere, siger Anne Kirstine Svanholt.

Når hun har valgt det specialiserede specialområde, er det fordi, kommunerne efterspørger viden, der kan være med til at forbedre den øknomiske styring, og fordi det er et område, hvor der hele tiden er nye behov og ny lovgivning.

- Det er vigtigt hele tiden at være på forkant, for det kan være svært at omprioritere. Vi er inde på et område hvor man skal koble det fagprofessionelle med øget fokus på penge og styring af økonomien. Jeg tror de mere holdbare løsninger ligger i, at man får lavet koblingen fra starten.

Anne Kirstine Svanholt har selv arbejdet med handicapområdet og misbrug i to amter og i to kommuner.

Projektet er blevet til på initiativ fra Økonomidirektørforeningen, Randers Kommune, COK og KMD.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ny viden om økonomisk styring Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger