31.01.2011 kl. 08.49

Skak som forebyggelse

Foreningen Dansk Skoleskak mener, at skakundervisning kan mindske behovet for specialundervisning

Et spil med 1.500 år på bagen kan spare den danske folkeskole for millioner af kroner til specialundervisning om året.

Det mener foreningen Dansk Skoleskak, der med en ny rapport i hånden vil forsøge at overbevise beslutningstagere i kommuner og Folketinget om at bruge skak som et forebyggende middel.

I rapporten har foreningen samlet danske og udenlandske erfaringer, der peger på, at skoleskak styrker elevernes koncentrationsevner.

- De aktuelle udfordringer og politiske ambitioner på vegne af folkeskolen nødvendiggør et fokus på forebyggende specialundervisning, siger generalsekretær Mads Jacobsen fra Dansk Skoleskak.

- Udenlandske forskningsundersøgelser viser, at skoleskak for få midler kan gøre en væsentlig forskel på dette område ved at styrke skoleelevers koncentrationsevner og læringskompetencer samt faglighed i for eksempel matematik og læsning.

Penge at spare

Generalsekretæren peger også på den økonomiske gevinst ved skoleskak som forebyggelse.

- Rapporten viser en årlig udgift på 79.000 kroner, hvis seks klasser får en times skoleskak om ugen i et helt skoleår. Det står i skarp kontrast til de 152.380 kroner årligt, der i øjeblikket i gennemsnit bruges på hver elev, der modtager specialundervisning og ekstra støtte, siger Mads Jacobsen.

Dansk Skoleskak vil præsentere rapportens hovedkonklusioner for Folketingets undervisningsudvalg.

Relaterede dokumenter

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Skak som forebyggelse Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger