21.01.2011 kl. 07.56

Svære børn udfordrer lærerne

Ofte er lærerne ikke klædt på til at håndtere elever med særlige behov, viser erfaringer fra 22 kommuner

Flere elever skal integreres i den almindelige klasseundervisning i stedet for at modtage specialundervisning.

I dag modtager hver syvende elev mellem 6 og 16 år specialundervisning. Det er for mange, siger regeringen og kommunerne. Og Danmarks Lærerforening er enig.

Problemet er blot, at lærerne ikke har de fornødne forudsætninger, lyder det fra lærernes formand Anders Bondo Christensen.

- Man skal sikre sig, at de lærere, der modtager eleverne i normalklasserne, har kompetencerne. Specialpædagogik bør fremover være en obligatorisk del af læreruddannelsen, siger han til Politiken.

Erfaringer fra 22 kommuner

En rapport fra Teori- og Metodecentret ved Professionshøjskolen UCC bekræfter, at mange lærere ikke er klædt på til opgaven.

Rapporten handler om 22 kommuner, der har fået penge fra satspuljemidler til at fastholde elever i den almindelige undervisning og mindske mængden af henvisninger til specialundervisning.

- Lærerne er søgende og mangler viden om, hvilke pædagogiske redskaber, der virker i klassen, siger centrets forskningsleder Bo Ertmann til avisen.

Han peger på, at en løsningsmodel kan være, at lærerne gør mere brug af kommunernes pædagogisk-psykologiske rådgivninger (PPR), der i forvejen bliver brugt til at hjælpe skolerne med elever, der kæmper med blandt andet indlæringsvanskeligheder eller følelsesmæssige problemer.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Svære børn udfordrer lærerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger