17.02.2011 kl. 07.38

Kommuner sikrer sig mod krak

Efter udløbet af bankpakke 1 flytter kommunerne deres penge eller køber obligationer i stedet

En solid bankbog er ikke længere en garant for rigdom. Krakker banken, er pengene væk, og det har fået kommuner landet over til at overveje, hvordan deres finanser skal forvaltes.

En rundringning fra Berlingske Research viser, at langt de fleste kommuner har taget forholdsregler for at sikre sig mod bankkrak som det, der for nyligt kostede Tårnby Kommune et indestående på seks millioner kroner i Amagerbanken.

De flytter for eksempel deres penge til større pengeinstitutter eller køber obligationer i stedet.

- Vi følger udviklingen meget tæt og har kun et minimum på kontoen, så vi kan passe de daglige ind- og udbetalinger. Resten er placeret i en obligationsbeholdning, som er sikret, fortæller regnskabschef Torben Gregersen fra Faaborg-Midtfyn Kommune til Berlingske.

Kommuner har taget stilling

Udløbet af bankpakke 1 betyder, at bankkunderne kun får dækket deres indskud op til 750.000 kroner. Det har man også taget konsekvensen af i Næstved Kommune, hvor der er sat flere penge i obligationer.

- Vi er opmærksomme på, at der er en kreditrisiko, som ikke er til at komme uden om. Men den prøver vi at håndtere, og hos os er det samlet set finjusteringer, der er tale om, siger økonomidirektør Peter Pedersen.

Fra KL’s side har man rådet kommunerne til at give deres bankforbindelser et eftersyn, og det råd har de taget til sig, vurderer fuldmægtig Jane Møller Pedersen fra Økonomisk Sekretariat.

- Langt de fleste kommunalbestyrelser har haft deres finansieringsstrategi oppe som et punkt på dagsordenen. Det er vi glade for, fordi det viser, at kommunerne har taget stilling til problematikken, siger hun til avisen.

Foruden Amagerbanken er Eik Bank, Løkken Sparekasse, Roskilde Bank, Nova Bank Fyn, Fionia Bank og EBH Bank krakket.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kommuner sikrer sig mod krak Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger