31.01.2011 kl. 13.21

Slipper for voldssag

Politiet vil ikke sigte byrådsmedlem Nils Gisli fra Køge for vold. Politikeren er lettet

Efter knap to måneder med en voldssag hængende over hovedet kan Køge-politikeren Nils Gisli (Løsgænger) nu ånde lettet op.

Politiet vurderer, at der ikke er basis for at sigte byrådsmedlemmet, som blev anklaget for vold mod en bekendt, Heinrich Weizer, under en våd bytur.

- Det ses af overvågningen, at Heinrich Weizer sparker og slår ud efter Dem, hvorefter De tager fat i Weizer og vælter ham omkuld. Episoden afsluttes med, at I efter en kort diskussion tilsyneladende forsones, skriver politiet ifølge Dagbladet Køge i et brev til Nils Gisli.

Hård ventetid

Politikeren er lettet over beslutningen. Havde sagen endt med en voldsdom, ville han have mistet sin plads i byrådet.

- Jeg fik brevet fra politiet i fredags, og det var helt klart en lettelse. Det har været hårdt at gå og vente på. Men nu er sagen behandlet, og så har jeg sort på hvidt, at jeg ikke er voldelig, siger han til avisen.

Nils Gisli har hele tiden nægtet sig skyldig i vold. Han mener, at ”offeret”, der flækkede sin knæskal, forsøgte at presse en erstatning ud af ham.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Slipper for voldssag Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger