22.12.2011 kl. 14.50

Skat sjofler restancerne

Det er dybt utilfredsstillende, at Skat afskriver gæld på kommunernes vegne, harcellerer fem sjællandske borgmestre i et brev til ministeren

SKAT er for slappe til at inddrive penge fra borgere, der skylder kommunerne penge.

Sådan lyder hovedbudskabet i et fælles brev, som de fem borgmestre i Køge, Roskilde, Næsvted, Slagelse og Holbæk har sendt til skatteminister Thor Möger Pedersen (SF). Det koster kommunerne milliarder af kroner hvert år, at SKAT er for sløve til inddrive gælden.

- Vi har simpelthen ikke råd til at undvære de penge, som borgerne skylder os. Det handler om alt fra biblioteksbøder til sager om socialt snyd, hvor borgeren for eksempel har fået udbetalt boligstøtte, som de ikke havde ret til, siger Køges borgmester Marie Stærke (S) til Dagbladet Køge.

Kampagne provokerede

SKAT lancerede i september kampagnen 'Rent bord', hvor 20.000 restancesager skal behandles. Det meste af gælden - op mod to milliarder kroner - forventer SKAT at eftergive på kommunrnes vegne, fordi borgerne ikke har været i stand til at betale inden for de seneste tre år. Det finder borgmestrene helt utilstedeligt.

- Det underminerer folks retsfølelse, når de kan se, at andre slipper for at betale hvad de skylder, pointerer Marie Stærke.

I brevet efterlyser borgmestrene "mere konstruktive tiltag".

- Afskrivningerne har allerede haft negative konsekvenser for kommunernes økonomi og vil også have store konsekvenser fremadrettet, hvis ikke der sadles om, advarer borgmestrene.

FAKTA: De slap for at betale

En 25-årig studerende skylder kommunen 9.445 kr. vedrørende for meget udbetalt boligsikring. Pågældende vurderes ikke at have haft betalingsevne de sidste 3 år, da pågældende har været på SU. SKAT afskriver kravet med henvisning til Inddrivelsesloven § 16. Kommunen ser ikke inddrivelsen formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen, da det må forventes, at pågældende inden for de næste par år kommer i arbejde. 

En 25-årig kvinde har gennem de sidste par år fået 3 børn. Hun har aldrig betalt for børnenes pasning. Hun skylder kommunen 34.800 kr. i daginstitution og 5.250 kr. i gebyr. Moren vurderes ikke at have haft betalingsevne de sidste 3 år, da hun har været på barselsdagpenge. SKAT afskriver gebyrerne med henvisning til Inddrivelsesloven § 16. Kommunen ser ikke inddrivelsen formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen, da det må forventes, at moren inden for de næste par år kommer i arbejde igen. 

En 37-årig er mistænkt for socialt bedrageri af kommunen for 70.000 kr.  Kommunen har sendt sagen til inddrivelse hos SKAT. Pågældende vurderes ikke at have haft betalingsevne inden for de sidste 3 år. SKAT afskriver kravet med henvisning til Inddrivelsesloven § 16. Kommunen ser ikke inddrivelsen formålsløs eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen. Kommunen mener derimod, at afskrivningen modarbejder indsatsen mod socialt bedrageri.    

  

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Skat sjofler restancerne Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger