22.12.2011 kl. 10.11

Gratis leje til Irma i strid med loven

Furesø har ydet ulovlig støtte siden 1987. Men loven er nyere, og derfor kan der intet gøres

Supermarkedet Irma i Værløse Bymidte har i årtier haft hvad man må kalde særdeles favorable vilkår.  

På nær ét år har kæden siden 1987 nemlig ikke betalt leje af den grund, supermarkedet er bygget på. Det er i strid med konkurrencelovens bestemmelse om konkurrenceforvridende offentlig støtte, fastslår Konkurrencerådet i en ny afgørelse.  

- Når kommuner lejer grunde eller lokaler ud, skal det ske på markedsvilkår, ellers er det ulovlig støtte, og det skal i udgangspunktet betales tilbage, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Agnete Gersing. 

Ny lov spænder ben for indgreb

Bestemmelsen om konkurrenceforvridende offentlig støtte kom imidlertid først ind i konkurrenceloven i 2000, og derfor kan Konkurrencerådet ikke kræve støtten bragt til ophør – ligesom man heller ikke kan kræve pengene tilbagebetalt.

- Vi kan ikke gribe ind over for aftalen, men jeg vil opfordre Furesø Kommune og Coop til at lave en ny aftale, der ikke indebærer ulovlig støtte, siger Agnete Gersing.

 Aftalen, som den daværende Værløse Kommune indgik med Irma A/S i 1979 er uopsigelig frem til 2025 og kan kun ændres, hvis begge parter ønsker det. Furesø Kommune har dermed blot overtaget aftalen. Til gengæld for den gratis leje af grunden forpligter Irma sig til at drive supermarked på grunden frem til udløbet.

Furesø vil invitere på kaffe

I Furesø Kommune ærgrer borgmester Ole Bondo Christensen (S) sig over miseren – men må notere sig, at aftalen kun kan ændres, hvis Irma er med på det.

- Vi vil først i det nye år invitere Irma til et møde med henblik på genforhandling af kontrakten. Begge parter bør have en interesse i at bringe lejeforholdet i overensstemmelse med de nu gældende konkurrenceregler, siger Ole Bondo Christensen til Danske Kommuner.

Coop Danmark, der ejer Irma, er i øjeblikket ved at gennemgå afgørelsen fra Konkurrencerådet og har derfor ingen kommentarer til afgørelsen på nuværende tidspunkt.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gratis leje til Irma i strid med loven Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger