15.12.2011 kl. 09.39

Tal om svindel drages i tvivl

Forskere mener, at der er grund til at forholde sig kritisk til KMD's meget omtalte rapport om social svindel.  

Forleden fastslog KMD Analyse i en rapport, at danskerne svindler med sociale ydelser for mellem syv og 12 milliarder kroner om året.

Men blandt forskerne rejses der tvivl om rapportens saglighed.

- Der er god grund til at forholde sig kritisk til konklusionerne i denne rapport. De bygger på dels skøn og dels en spørgerskemaundersøgelse, som efterlader plads til fejlfortolkning, siger arbejdsmarkedsforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Mikkel Bo Madsen, til Information.

Han har selv forsket i socialt bedrageri og er forfatter til den hidtil største danske rapport om socialt bedrageri.

Mikkel Bo Madsen bakkes op af jurist og lektor i offentlig forvaltning ved Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone. Hun mener, at man bør være kritisk over for validiteten af undersøgelsen.

- Derudover viser erfaringer fra blandt andet Sverige, at kontrolgrupper har en tendens til at forstørre problemerne, siger hun til avisen.

Lektoren mener, at det bør med i sammenhængen, at KMD udbyder netop den specifikke it-løsning, som kommunerne skal købe for at afsløre de sociale bedragere.

KMD: Vi skjuler ikke noget

Pressechef i KMD, Christoffer Hellmann mener ikke, at der er grund til at betvivle rapportens konklusioner. Han understreger, at virksomheden ikke lægger skjul på, at KMD Analyse er en del af it-virksomheden KMD, der blandt andet udvikler it-løsninger til det offentlige.

- Derfor gør vi os selvfølgelig også umage, da vi naturligvis ingen interesse har i, at vores analyser kan udsættes for kritik, siger pressechefen til Information.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tal om svindel drages i tvivl Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger