07.12.2011 kl. 09.59

Rygepause er ekstra arbejdstid

Skat København vil ikke acceptere rygepauser i arbejdstiden. Mistillid, advarer personaleorganisation

Skat København vil ikke tolerere rygepauser i arbejdstiden.

Hvis man skal ryge på arbejde, må rygetiden konverteres til ekstra arbejdstid, lyder det fra ledelsen.

- Vi udbetaler hvert år lønninger i omegnen af 400 millioner kroner til vore medarbejdere. For de penge forventer vi en god og dedikeret arbejdsindsats, og har man så den tilbøjelighed, at man ryger – så skal det i hvert fald ikke gå ud over arbejdstiden, siger direktør i Skat København, Erling Andersen, til Politiken.

Over stregen

Dansk Told- og Skatteforbund, der er den største personaleorganisation for ansatte i Skat mener, at ledelsens krav er at gå over stregen. Den hæfter sig også ved, at skatteregion Midtjylland har forbudt de ansatte at købe ind i frokostpausen.

- De må dårligt strække benene eller gå en tur i frokostpausen. Det er da indbegrebet af mistillid. Arbejdsgiverne strammer skruen på de offentlige arbejdspladser, og det vil vi ikke bare acceptere, siger Skatteforbundets formand Jørn Rise til avisen.

Arbejdsmiljøekspert Palle Ørbæk er ikke overrasket over, at der er fokus på rygepauser.

- Ansatte oplever et stigende krav til tempo, viser vore undersøgelser. Når rygeren er væk, så skal andre levere arbejdet, siger han, der er direktør i Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Rygepause er ekstra arbejdstid Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger