06.12.2011 kl. 06.02

Mere støtte til kronisk syge

Kommuner øger indsatsen i forhold til syge med rygelunger, diabetes og hjerte- karsygdomme
tekst Mads Anker

De mange danskere med kroniske sygdomme får stadig mere støtte af kommunerne. Det viser en kortlægning, som Center for Interventionsforskning har lavet for KL.

Fra 2010 til 2011 er antallet af kommuner med tilbud til borgere med KOL, diabetes og hjerte-kar-sygdomme steget med 20-25 procent. Dermed har 96 procent af kommunerne nu tilbud til KOL-patienter, 85 procent til diabetikere og 67 procent til hjerte-kar-patienter, skriver KL's nyhedsbrev Momentum.

- Det store flertal af kommunerne har nu fået tilbud, og de, der ikke har, har planer om at etablere det. Vi har det indtryk, at der knokles på med det her ude i kommunerne, siger Astrid Blom, der er centerchef i Center for Interventionsforskning.

Nedprioriteret område

Den øgede indsats for de kronisk syge glæder formand for KL’s social- og sundhedsudvalg Anny Winther (V).

- Det er imponerende, hvad der er sket på blot et år i lyset af, at det ikke er et område, som er blevet prioriteret med penge fra statens side, siger hun.

- Indsatsen har skullet "konkurrere" med de andre kommunale driftsområder i en tid med smalhals i alle kommuner, fortæller Anny Winther til Momentum.

Resultatet er sørgeligt

Trods fremgangen er Hjerteforeningen forbeholden, da det fortsat kun er to tredjedele af kommunerne, der har tilbud til hjertepatienter.

- Jeg synes, resultatet er sørgeligt. Isoleret set er det selvfølgelig positivt, at der er flere tilbud nu end for et år siden. Men alle kommuner burde have tilbud, og indholdet er meget svingende, siger afdelingschef i Hjerteforeningen Mads Hyldgaard.

- Vi ved jo godt, at kommunerne fattes penge i de her år, så derfor er det afgørende, at det gøres klart i lovgivningen, hvad kommunerne skal tilbyde, siger han.

Kommunerne har viljen

Anny Winther understreger, at kommunerne arbejder på fuld kraft for at styrke det nære sundhedsvæsen.

- Den store stigning i antallet af tilbud det seneste år er et klart vidnesbyrd om, at kommunerne vil det her. KL arbejder også i denne tid med at analysere, hvordan vi kan styrke det nære sundhedsvæsen i kommunerne yderligere, siger hun.

- Det bliver jo stadig vigtigere, jo flere kronikere der bliver, og jo hurtigere sygehusene udskriver patienterne, forklarer Anny Winther.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Mere hjælp til kronisk syge Felter med * skal udfyldes
 
Af: Lonnie
KMD
Den 06.12.2011 kl. 13:50

Kronikerne

svar på: Mere hjælp til kronisk syge

apropos

Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger