02.12.2011 kl. 08.20

Borgmestre: Betalingsring er hastværk

Drop planen om en betalingsring og brug tiden på at løse trængselsproblemet i København, lyder det fra omegnskommuner

På mandag i næste uge mødes transportminister Henrik Dam Kristensen (S) med de involverede borgmestre til en konference om den planlagte betalingsring rundt om København.

Imens vokser kritikken i de sjællandske kommuner. Nyheden om, at regeringen til næste år vil lade billetpriserne i den kollektive trafik vokse, har fået borgmestrene til at skærpe tonen.

- Vores opfordring til regeringen er at droppe hastværket, lægge enhver plan om betalingsring på hylden og i stedet bruge tiden på at finde en løsning på trængselsproblemet i København, der ikke samtidig skævvrider hele Sjælland, skriver de tre borgmestre Mette Touborg (SF), Lejre, Marie Stærk (S), Køge og Joy Mogensen (S), Roskilde i et debatindlæg i Politiken.

Pendlere lades i stikken

Samtidig offentliggør Roskilde Avis en udtalelse fra partiledere fra S, SF og Radikale i Roskilde Byråd, hvor de skriver, at det er helt urealistisk at tro, at de massive udfordringer inden for den kollektive trafik vil kunne løses på et par år.

- Det er helt uholdbart for Roskilde Kommunes pendlere. Derfor vil vi arbejde for, at regeringen udskyder enhver plan om betalingsring og i stedet arbejder for en løsning på trængselsproblemet i København, der ikke lader Roskildes pendlere i stikken, skriver Jan Bjergskov Larsen (SF), Ingelise Hansen (R) samt Frede Lærke (S) og borgmester Joy Mogensen (S).

Venter kølig modtagelse

Transportminister Henrik Dam Kristensen siger til Politiken, at han er forberedt på en kølig modtagelse ved borgmestermødet på mandag.

- Deres berettigede efterspørgsel efter flere togafgange og parkeringspladser viser netop behovet for en betalingsring, som blandt andet skal finansiere det, siger ministeren til avisen.

Han har tidligere bebudet, at han arbejder efter at få en lov om betalingsringen vedtaget inden sommerferien 2012.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmestre: Betalingsring er hastværk Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger