22.08.2011 kl. 06.05

Tættere på at blive ægtefolk

Ligestillingsministeren er klar til at ændre loven - eller er hun? SF kalder udmeldingen 'et rent fupnummer'

Inden Københavns Kommune har fået et svar på sin henvendelse om homovielser, melder ligestillingsminister Lykke Friis (V) nu klart ud.  

- Det kan ikke være rigtigt, at man ikke kan få lov til at kalde homoseksuelle for ægtepar. Det må vi lave om, siger hun til Ritzau. 

Friis går dermed i rette med den konservative kirkeordfører Charlotte Dyremose, der i torsdags sagde, at betegnelsen ægteskab er forbeholdt mand og kvinde.

- Det står der jo ingen steder, understreger Lykke Friis, der nu vil arbejde for at modernisere det vielsesritual, som landets rådhuse bruger. Og hun er rede til at stå fast på det synspunkt, selv om det strider mod regeringens holdning.

Flertal på ét mandat

Ligestillingsministerens holdning vækker glæde hos Socialdemokraterne på Københavns Rådhus.

- Nu er der flertal for homovielser, så vi henvender os til regeringen i dag. Hvis Lykke Friis mener det, hun siger, så er der nemlig et mandats flertal for at lave loven om, siger borgerrepræsentant Lars Aslan Rasmussen (S), der ikke ser nogen grund til at vente til efter valget med ændringen.

 Men han er usikker på, om Lykke Friis nu også tør stå ved sin holdning.

- Det er glædeligt, at hun har ændret mening. Men nu håber jeg, at hun står ved det. Vi kan endelig gøre noget. Vi må se, om det holder denne gang, eller om det er spil for galleriet, siger han til Ritzau.

Rent spil for galleriet

På Christiansborg har SF’s ligestillingsordfører Kamal Qureshi ikke stor tiltro til ministeren, hvis udmelding han kalder ”et rent fupnummer”.

- Det, som Lykke Friis har gang i, er simpelthen det største fupnummer, som jeg nogensinde har været udsat for. Sidste år stemte hun og regeringen klart vores forslag ned. Hun ved, at Folketinget ikke når at finde sammen og behandle det her, inden der kommer et valg, siger han.

Justitsministeriet har endnu ikke svaret på overborgmester Frank Jensens skrivelse, men ifølge presserådgiver Emil Melchior varer det ”ikke så lang tid”.

I sin åbningstale til Copenhagen Pride i lørdags markerede også Frederiksberg-borgmester Jørgen Glenthøj (K) sig som tilhænger af at ændre loven.  

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Tættere på at blive ægtefolk Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger