22.08.2011 kl. 06.01

Gorm i spidsen for regionaludvalg

Den tidligere KL-direktør er blevet formand for et af de udvalg, der skal se på hvad der skal ske med regionernes opgaver

Det blev kun til et par måneder som pensionist, så kom der atter bud efter KL’s tidligere direktør Peter Gorm Hansen.

Han skal nemlig være formand for det udvalg, der skal se på, hvordan den regionale udvikling samt social- og specialundervisningsområdet skal organiseres fremover, nu hvor regionerne planlægges nedlagt. 

Udvalget, der er nedsat af finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), skal analysere og komme med et oplæg til den fremtidige placering af de ikke-sundhedsrelaterede opgaver, som regionerne i dag varetager.

Tre muligheder

Ifølge kommissoriet har udvalget tre muligheder at vælge imellem: At flytte opgaverne til staten, til kommunerne eller til samarbejder mellem kommunerne.  

Resultatet skal være klar inden årets udgang, men et folketingsvalg med en sejr til oppositionen sætter formentlig en pind i hjulet. Et nyt flertal har nemlig på forhånd meldt ud, at regionerne ikke skal nedlægges.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Gorm i spidsen for regionaludvalg Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger