26.04.2011 kl. 06.02

Restancer vokser og vokser

Skat har ikke fået styr på at inddrive borgernes gæld. Nu gentages kravet om, at kommunerne får opgaven tilbage

Siden Skat overtog opgaven med at inddrive gæld for kommunerne, er restancerne bare vokset og vokset.

Alene i Nordjylland steg restancerne med omkring en tiendedel, til nu 732 millioner kroner.

- Der skal simpelthen ansættes flere i Skat til at inddrive gælden, hvis velfærden i kommunerne skal bevares. Indtil da kunne regeringen passende betale kommunerne de penge, man mangler at inddrive, siger SF’s skatteordfører Jesper Petersen til DR Nordjylland.

Heller ikke skatteminister Peter Christensen (V) finder udviklingen tilfredsstillende, men han håber, at kurven vil knække i år, fordi der er sat flere penge af og initiativer i gang.

Nordjysk udspil

Den optimisme deles ikke af borgmester Hans Chr. Maarup (S) fra Mariagerfjord Kommune, der også er formand for de nordjyske kommuner. Han mener, at den bedste løsning vil være at lægge opgaven tilbage til kommunerne, vel at mærke sammen med de ressourcer, som staten tog fra kommunerne.

- De mange millioner, som kommunerne har til gode, ville lune gevaldigt i de slunkne kasser, siger borgmesteren til avisen.

Hans Chr. Maarup mener, at de voksende restancer udgør et lige så stort problem for retsbevidstheden i samfundet.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Restancer vokser og vokser Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger