13.04.2011 kl. 07.02

Kystkommuner bør slippe for afgift

Rimeligt at kommuner langs vestkysten får kompensation for at holde strandene rene for affald, mener Venstre

Det er rimeligt, at kommunerne langs den jyske vestkyst for kompensation fra staten for de udgifter, som de har i forbindelse med alt det affald, som skyller ind fra havet.

Det mener Venstres medlem af Folketingets miljøudvalg Hans Chr. Thorning, som nu vil gå til miljøminister Karen Ellemann (V) for at få hende til at hjælpe de 11 berørte kommuner.

- Lad kommunerne samle skidtet sammen og rydde op, men så skal de også have en kompensation for det. Det må være rimeligt, siger han til P4 Midt og Vest.

Kommunerne på vestkysten betaler i gennemsnit 1 million kroner om året for at rydde op på strandene, men halvdelen af de penge går direkte i statskassen, fordi kommunerne skal betale en afgift for at komme af med det affald, som de samler på langs kysten.

Ifølge Kommunernes Internationale Miljøorganisation KIMO har vestkystkommunerne i gennemsnit i perioden 2007-2009 hvert år brugt lidt over syv millioner kroner til rensning af kysterne for affald og olie.

I forhold til 2002 og 2004 er der tale om en ekstra udgift på mere end 60 procent.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Kystkommuner bør slippe for afgift Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger