21.09.2010 kl. 16.03

12 kommuner får del i skattepulje

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udvalgt 12 kommuner til skattepuljen på 300 millioner kroner.

12 særligt vanskeligt stillede kommuner får lov til at hæve skatten med tilsammen 300 millioner kroner. Det drejer sig om blandt andre om Silkeborg, som med 51,9 millioner får tilladelser til den største beløbsmæssige skatteforhøjelse.

Herefter følger Vordingborg med 31,7, Ringkøbing-Skjern med 30,3, Vejen med 29,1, Favrskov med 28,2, Nyborg med 21,2, Nordfyn med 20,4, Solrød med 19,5, Ikast-Brande med 19,3, Brønderslev med 17,9, Tønder med 15 og Odder med 14,8 millioner kroner.

- Jeg tror og håber på, at kriterierne fanger de mest presserende behov blandt de ansøgende kommuner og samtidig ikke ”belønner” høje udgiftsniveauer, siger indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).

- Med fordelingen af skattepuljen kan kommunerne færdiggøre deres budgetlægning, som i øvrigt ser fornuftig ud, idet kommunerne tilsyneladende overholder den aftalte budgetramme,

Skattepuljen på 300 millioner kroner er en del af økonomiaftalen for 2011, og i alt søgte 32 kommuner om andel af skattestigningspengene. I fjor var puljen på 500 millioner kroner, og dengang fik 17 kommuner tilsagn om en andel i den.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: 12 kommuner får del i skattepulje Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger