19.10.2010 kl. 12.56

Borgmester forbyder formuleringer

Lyngby-Taarbæks borgmester fik ændret reklamer for en debataften om krigen i Afghanistan

”Jo flere soldater, der vender hjem fra krigen i kiste, jo mere stiger modstanden mod krigen i Afghanistan.”

”Krig er for vigtigt til, at det er politikere og militæret, der skal tage stilling til det.”

Sådan lød to formuleringer, som blev brugt til at reklamere for en debataften om Afghanistan-krigen på bibliotek i Lyngby. Formuleringerne blev brugt i en pressemeddelelse om arrangementet, noget der faldt en borger for brystet.

Mod demokratiet

Vedkommende klagede til borgmester Søren P. Rasmussen (V), krævede pressemeddelelsen skrevet om.

- En borger henvendte sig til mig, da han følte, at formuleringen var tendentiøs, og jeg rettede derfor henvendelse til biblioteket. For hvis ikke det er politikerne, der skal tage stilling til krigen, hvem er det så, spørger borgmesteren ifølge lokalavisen Det Grønne Område.

- Det er da et kæmpe problem, at vi på en af kommunens hjemmesider argumenterer mod demokratiet, erklærer han.

På kanten af censur

På biblioteket gik man med til at fjerne formuleringerne, og det gjorde man ret i, mener kultur- og fritidsudvalgsformand Dorete Dandanell (SF). Alligevel kritiserer hun Søren P. Rasmussens indblanding i sagen.

- Borgmesteren opførsel er på kanten af censur. Og i bedste fald meget uheldigt i en tid, hvor der er så meget fokus på ytringsfrihed. Han skaber en storm i et glas vand og lægge et urimeligt pres på bibliotekets personale, siger hun til lokalavisen.

Debatarrangementet trak 60 tilhørere og forløb ifølge udvalgsformanden fint.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Borgmester forbyder formuleringer Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger