04.10.2010 kl. 08.03

Ulovlig støtte til kurbad

Læsø Kommune brød loven, da den udstedte en økonomisk garanti til et nyt kur- og helsecenter på øen

Der manglede blot 1,75 millioner kroner for at få budgettet til at hænge sammen, da idéfolk på Læsø for fire år siden besluttede at ombygge en af øens kirker til et moderne kurbad.

Bagmændene gik derfor til Læsø Kommune, der gik med til at støtte det lokale initiativ med en bankgaranti. Pengene blev udbetalt til en nystiftet fond med borgmesteren som formand, og dermed kunne planerne om Læsø Kur føres ud i livet.

Men det kommunale tilskud er i strid med love og regler på området, fastslår Statsforvaltningen Nordjylland nu. I en ny afgørelse understreger tilsynsmyndigheden, at direkte kommunal erhvervsstøtte er ulovlig.

I kommunens interesse

I en skrivelse til statsforvaltningen forklarer Læsø Kommune, at tilskuddet skulle ses som en håndsrækning indtil den sidste del af finansieringen faldt på plads. Derudover var det i kommunens interesse, at der kom et kurbad til øen.

- Læsø Kommune har interesse i at projektet åbnes for øens beboere til fritidsformål og sundhedsforebyggelse. Varetagelse af denne interesse kan blandt andet sikres ved at gå ind i projektet med en kommunegaranti, lyder argumentet.

Men den køber statsforvaltningen altså ikke. En kommune må gerne støtte erhvervslivet, men støtten skal være til gavn for en åben kreds af erhvervsfolk, ligesom der ”ikke må ydes direkte finansiel støtte til erhvervsvirksomheder”, som det hedder i afgørelsen.

Ikke tilladt

Spørgsmålet er så, om støtten ligge inden for kommunalfuldmagtsreglerne, men det er ikke tilfældet, konkluderer statsforvaltningen.

Det afgørende spørgsmål er, om støtten ydes til virksomhedens aktiviteter, eller om den går til selve virksomheden. Det sidste er ikke tilladt.

- Den kommunale myndigheds støtte til Læsø Kur og Helse ApS i form af garanti til Læsø Fonden er øremærket til selve anpartsselskabet. Derimod er støtten ikke øremærket til visse af selskabets nærmere angivne aktiviteter, konstateres det i afgørelsen.

Statsforvaltningen Nordjylland beder nu Læsø Kommune om en forklaring på, hvad kommunen nu vil gøre i sagen.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Ulovlig støtte til kurbad Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger