15.11.2010 kl. 09.34

Toft vil ikke blande sig

Mens Hadsunds tidligere borgmester har forladt sit parti, skyder Ardens eksborgmester skylden på regeringen

Forskelsbehandling af Hadsund i Mariagerfjord Kommune fik for to uger siden tidligere borgmester Karl Christensen til at forlade Socialdemokraterne i vrede.

Det får nu en anden socialdemokratisk eksborgmester til at træde frem og forsvare de nuværende byrådspolitikere. Arne Toft, der var førstemand i Arden Kommune frem til 2002, mener ikke, at tidligere politikere skal blande sig i byrådets arbejde.

Har haft chancen

- Jeg kan godt blive sur, jeg kan være uenig, men jeg har besluttet ikke at blande mig i, hvad mine efterfølgere i byrådet og Folketinget gør, siger han til Nordjyske Stiftstidende.

- Hvis H.C. Maarup (nuværende borgmester (S), red.) beder om et godt råd, så giver jeg ham det, men ellers blander jeg mig ikke. Hvis jeg er utilfreds, så skulle jeg have gjort noget, mens jeg selv sad der. Jeg har haft chancen, konstaterer Arne Toft.

Opgaver uden penge

Han erkender, at han også føler, at den gamle Arden Kommune bliver forfordelt i storkommunen. Men skylden ligger hos regeringen, mener han.

- En af tankerne bag kommunalreformen var, at der kunne spares en masse penge ved at samles i større enheder, og det er jo også lykkedes. Men det er staten, der har sparet penge ved at give kommunerne en masse opgaver, uden at der fulgte penge med, siger Arne Toft.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Toft vil ikke blande sig Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger