Foto: Lars Horn/Baghuset
Foto: Lars Horn/Baghuset
19.03.2010 kl. 10.38

Nej tak, hr. minister

Borgmestrene på det kommunale topmøde er ikke begejstrede for Claus Hjort Frederiksens spareplan

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) udpensler i en ny spareplan, hvordan kommunerne kan skære ti milliarder i forbruget uden at forringe velfærden.

Han mener blandt andet, at der kan spares 2,5 milliarder på ældreområdet og 2,3 milliarder på børneområdet ved at rationalisere i kommunerne.

Danske Kommuner har under KL´s politiske topmøde spurgt fem af deltagerne, hvorvidt de tror, at spareplanerne holder, og tiltroen til finansministerens beregninger er ikke store.

Borgmester Marie Stærke (S), Køge

- Finansministeren kunne være en udmærket kandidat i byrådet, så mange penge han kan finde, men han mangler lidt virkelighedsfornemmelse.

- Han siger, vi skal se efter de bedste kommuner, men man kan også sige, at man skal kigge på de billigste. Det er meget arrogant, og jeg synes vi burde lave en sammenligning mellem ministeriernes effektivitet på lige fod så. Hvad kan staten eksempelvis spare, hvis de er lige så effektive, som de er i Kirkeministeriet. Det samme må jo gælde for dem, som for kommunerne.

Tror du finansministerens planer om besparelser på ti milliarder i kommunerne holder?

- Nej. Der kan være noget om, at der kan spares på nogle punkter, men overordnet set nej.

Borgmester Jørgen Glenthøj (K), Frederiksberg

- På Frederiksberg kører vi i forvejen effektiv administration og fremadrettet ser vi på de muligheder, der er for besparelser på eksempelvis indkøb.

- Spareforslagene kan være inspirerende, men vi er godt i gang. Jeg har ikke set nærmere på tallene, så jeg kan ikke udtale mig om det konkrete forslag om besparelserne på landsplan.

Borgmester Nils Borring (S), Favrskov

- Claus Hjort tager kommunerne over en kam, og det er et tegn på, at han ikke ved, hvad der foregår.

- Vi er ramt af udligningsordningen i min kommune. Hvis han eksempelvis siger, at vi skal spare ved at se på vores indkøbsordning, så har vi allerede gjort det, og det gælder sådan set over hele rækken. Vi kan ikke finde flere penge, og det er selvmodsigende, når regeringen går ud og bevilliger ekstra penge til ældreområdet og derefter siger, vi skal spare.

Nils Borring tror ikke på, at der ligger besparelser på ti milliarder kroner i kommunerne.

- Vi har vendt hver en sten. Det forslag er ren talmagi og har ingen bund i virkeligheden.

- Han kan ændre udligningen. Det vil redde os. Vi har været igennem besparelserne. Effektivisering er lig med forringelse, siger Favrskov-borgmesteren

Borgmester Arne Boelt (S), Hjørring

- Det der med best practice hele vejen rundt er fint, men der er stor forskel på kommunerne. I min kommune har vi en social profil, hvor folk er dårligt uddannede. Det er vanskeligt, at løfte børn ud af den sociale arv, når de er børn af arbejderfamilier eksempelvis. Der er en kæmpe forskel på kommunerne.

- Best practice hos os vil være på et andet niveau end i Gladsaxe. Man skal kigge på det socioøkonomiske aspekt i kommunerne, inden man sammenligner mellem dem.

- Det kan lade sig gøre at spare 10 milliarder kroner i kommunerne, hvis man sætter sig for det, men det bliver med en kæmpe serviceforringelse.

Borgmester Willy Eliasen (V), Egedal

- Man kan altid spare, og det er altid muligt at gøre det bedre. Men jeg tror, kommunerne er i vildrede over, hvor og hvordan de skal spare, og det er dér problemet ligger.

Egedal-borgmesteren ser benchmarking som en metode til at spare penge i kommunerne.

- Men på det bløde område, vil vi i Egedal Kommune have utrolig svært ved at spare. Kommunerne er meget gode til at lære af hinanden, og det kan måske give nogle besparelser på nogle områder.

Kommenter denne artikel

Skriv kommentar
Svar på dette indlæg: Nej tak, hr. minister Felter med * skal udfyldes
 
Se flere kommentarer

Skriv hvad du søger